lørdag den 19. marts 2011

10 eksempler hvor Android outsmarter iPhone

Nu har jeg i 17 dage brugt iPhone 4 (iOS 4.3). Det er et glimrende stykke hardware med et udmærket operativsystem, som dog har en del begrænsninger og omveje, hvor Android gør det mere simpelt for brugeren.
Bedste iOS feature er at jeg kan spille musik trådløst til anlægget via et andet Apple-produkt, Airport Express. Og Apple lokker straks med at jeg kan købe et tredje produkt så jeg trådløst kan streame video til tv’et. Eller et magisk Apple-branded HDMI stik...
Nuvel. Der er som sagt mange situationer, hvor jeg savner Android. Jeg har listet nogle af dem herunder.
Note: Mine iPhone-indlæg er ikke ment som flame-war. Men det er selvfølgelig ikke phd-afhandlinger og nogle af mine konklusioner kan givetvis tilbagevises. Jeg prøver at beskrive nogle objektive forskelle mellem de to vigtigste mobil-systemer i Danmark anno 2011. Indrømmet, med en subjektiv tone og, naturligvis, en androidbrugers perspektiv.

1. Gå en aktivitet tilbage via en fysisk knap
Det savner man virkelig, når man går fra Android (eller WP7) til iPhone. Fx hvis man åbner et link fra ens mail, så åbner det i Safari og efter man har tjekket linket vil man tilbage til mailen. Uvilkårligt presser man på nederste højre hjørne uden at skulle kigge efter tilbage-knappen... men den findes ikke, og der findes heller ikke en touch-tilbage-knap, fordi apps ikke snakker sammen på iOS.

2. Apps snakker sammen (via intents)
Fx Share intenten som gør at man nemt kan dele fx et billede direkte fra selve billedet til Facebook/Dropbox/Twitter etc. (jf. min artikel som beskriver de 6 trin på Android og de 13 trin på iPhone, det kræver at dele et billede).

3. Widgets viser data direkte på Home screens
fx næste fem aftaler i ens kalender, næste fem kampe i Premier League, vejret etc

4. Sende sms fra computeren
Ikke et behov de fleste har, men jeg har en kollega der virkelig mangler en app til det på sin iPhone. På Android kunne hun fx bruge gratis-appen PDAnet.

5. Få vist hvem der ringer (via app som automatisk laver opslag i de gule sider / Krak)
Fx Gigbox-teamets Nummeruglen. Vigtig nok feature, ikke mindst for at kunne screene avissælgere etc.: kan Nummeruglen ikke finde nummeret, så svarer du ikke.

6. Downloade filer fra nettet til et arkiv hvor man senere kan genfinde dem (dvs. et filsystem)
MP3 filer, pdf’er, videoer etc. - senere kan man vedhæfte dem en mail fx. Det kan man ikke på iPhone. Absurd... Tilslutter man sin Android til pc’en, har man naturligvis også adgang til filsystemet. Modsat på iPhone, hvor man kun har adgang til billed-mappen.

7. Apps som åbner links, åbner dem i en full-blown browser...
… og ikke den half-baked browser som iOS apps (Facebook, Twitter etc.) åbner links i (via et kald til UIWebView API’et). Det gør disse apps forståeligt nok for at man kan klikke sig tilbage og ikke ryger ud af konteksten (jf. pkt. 1: manglende tilbage-knap).

8. Apps som koster 6 kr. på iPhone, koster gratis på Android
Fx. Soccer Scores og Angry Bird. Og det betyder ikke at udviklerne ikke tjener penge alligevel. Indgangs-barrieren er bare lavere for Android-udviklere, hvorfor der ofte vil være flere alternativer (ja, det er der faktisk! Man undres over hvad det er for nogle apps der fylder op i App Storen, for der mangler ofte an app for that...). Et af disse alternativer er oftest et gratis-alternativ som har en anden monetizing-plan end at tage entré.

9. Man skal ikke tilslutte Android en PC for at komme i gang
Det skal man med iPhone. Plus en del andre ubehageligheder, som man kan læse i mit indlæg efter første dag med iPhone.

10. Android-opladere mv. kan deles/genbruges (følger standarder)
Apple derimod har deres eget USB-stik og sim-kort, hvilket bare er irriterende.

Fortsæt gerne listen i kommentar-feltet. Den er næppe fuldendt :)

5 Kommentarer:

  1. Gruppebeskeder kræver en app.
    Mulighed for at slette alle kontakter eller smsbeskeder på en gang er ikke muligt.

    Batteritiden er til gengæld længere på en iphone end en desire. Selve skærmen og softwaren kører mere flydende og der sker nærmest aldrig nedbrud. Da jeg havde min desire, måtte jeg flere gange restore min tlf, fordi friendstream gik i baglås (en feature jeg savner på iphone)

    Mere interaktivitet imellem kontakter og facebook er ikke en mulighed som på HTC, men denne mulighed bliver der vist os lukket for hos HTC pga facebooks politik.

    Jeg vil dog sige at hvis man jailbreaker sin iphone, så kan man få næsten alt det gode fra HTC på en mere stabil iphone.

    SvarSlet
  2. Sig til din ven at han skal prøve MyPhoneDesktop, der gør det muligt at skrive sms fra desktop og sende dem til iPhone, hvor du så bare skal trykke send. Udover det fungerer app'en som Chrome to Phone.

    SvarSlet
  3. Nu har hun købt den, og den bliver vist brugt flittigt... Lidt irriteret over man ikke modtager sms'erne på pc'en også, ligesom på PDAnet.

    SvarSlet
  4. Jeg mangler at kunne afspille musik trådløst lige som man kan på en iPhone :(

    SvarSlet